Meet the brewer - Frederik Hoppe

Fælles for alle bryggere er passionen for godt øl, men alle bryggere har deres unikke indgangsvinkel til faget, deres øl og råvarerne – til stor glæde for os øldrikkere, der dermed også får stor variation i de øl vi kan nyde. Men hvad er det lige der får gærlåsen til at boble for den enkelte brygger? Det vil vi gerne undersøge i det vi kalder ’Meet the Brewer’.

Frederik Hoppe startede som håndbrygger, først sammen med en kammerat i en kælder, og sidenhen i eget køkken. For knap to år siden tog Frederik springet og startede som kommerciel brygger med eget bryggeri i et nedlagt mejeri i Solrød. Vi har været forbi til en snak, blandt andet, om hans passion for de belgiske øltyper.

Af Erik Helvard

Det ser ikke ud af meget, det nedlagte mejeri der ligger skråt over for forsamlingshuset i den lille landsby Solrød. ”Jep, bare kig efter den orange Transporter”, får jeg at vide på SMS da jeg spørger Frederik om jeg har fat i den rigtige adresse.

 

Mejeriet bærer med sine grå betonelementer umiddelbart præg af at have stået ubrugt i nogle år, inden Hoppe.beer og hans nabo,

et bageri der leverer økologisk brød til hoteller og restauranter i København, flyttede ind i lokalerne. Men da vi først kommer ind i den del af mejeriet hvor Hoppe.beer holder til, viser gærtanke, maltsække og ikke mindst det 200 liters Braumeister anlæg som Frederik brygger på, at her er det ikke længere mælk, ost og yoghurt der produceres men Blond, Bruin og Wit (mælkeprodukter er dog ikke helt bandlyst, mælkesyre er at finde i noget af øllet der kommer ud fra det gamle mejeri).

”Det har jo været et gammelt mejeri”, fortæller Frederik mig, ”så jeg har massere af afløb, klinker på væggene og alt det der, så det var nogenlunde simpelt at få det fødevaregodkendt igen… men der var lige et stort hul i loftet der skulle ordnes”. Frederik er tydeligvis stolt af sit bryggeri, og føler sig meget hjemme blandt store tønder fyldt med forskellige fadlagrede øl, og så også lige en tønde med mjød.

”Det ved jeg ikke rigtig”, siger Frederik smilende, da jeg spørger hvornår mjøden er færdig, ”den har været på fadet i godt et halvt år nu, vi må se…”. Frederik har lavet meget mjød gennem tiderne, men nu er kærligheden faldet på det belgisk inspirerede øl.

”Jeg har drukket rigtigt mange humlede øl. Jeg boede i en årrække i midt halvfemserne i USA hvor craftbeer og håndbrygning virkelig begyndte at rykke på sig, men jeg savnede noget kompleksitet i de typiske IPA’er og APA’er, som er det man finder mest af, også i Danmark”.

Stem på Brewers Inc. som Byens Bedste Ølbar hos AOK

Kompleksiteten som Frederik savnede fandt han i de belgiske øl, som er gået hen og blevet en ”lille forelskelse” som Frederik selv beskriver det.

Og selvom både malt, humle og diverse tilsætningsstoffer fylder meget i bryggeriet er det særligt én ingrediens i øllet der har en særlig betydning for Frederik. ”Jeg er helt tosset med gær, og jeg mener det er en undervurderet ingrediens i ølbrygning” siger han med et stort smil.

”Derfor bruger jeg også rigtig meget energi på gæren når jeg brygger. Det er virkelig en fantastisk lille organisme. Det er utroligt hvor mange phenoler og estere (aromaer produceret af gær) man kan producere ved at behandle gær forskelligt. Jeg gør rigtig mange ting i mit bryggeri, som konventionel visdom siger man normalt ikke ’må’. Jeg stresser gæren ved at under ’pitche’ (tilsætte for lidt gær i forhold til det anbefalede), jeg gærer ved for høje temperaturer og gør generelt rigtig meget for at ’stresse’ gæren, for det er netop i den proces jeg synes man får nogle af de mest interessante smagsoplevelser ned i øllet”.

Det er svært ikke at blive smittet af Frederiks entusiasme og lidenskab når han begejstret fortæller om hvordan han arbejder med de forskellige smagsudviklinger man kan få ud af gær, alt i mens han stolt viser sit ’varmeskab’ (i virkeligheden et rum der er større end det værelse jeg flyttede ind i, da jeg for mange år siden flyttede til København!), hvor han kan holde en stabil temperatur, ved mit besøg 25 grader.

Det er tydeligt at Frederik stadig sætter pris på at være kreativ og lege med sine bryg. Og han har da heller ikke ambitioner om at bryggeriet skal vokse sig så stort at bryggene skal måles i hektoliter frem for liter, ”det ville være kedeligt for mig, for så ville jeg miste den håndværksmæssige eller glade eksperimenterende tilgang til det”. Men derfor kan man jo stadig godt have ambitioner for sit bryggeri.

”Det er svært at sige, hvor jeg gerne vil hen, ud over at jeg selvfølgelig gerne vil skabe en sund forretning. Men ellers er det at få folk til at få smag for de produkter jeg skaber hernede og få smag for de belgiske øltyper, som er det jeg primært brygger hernede”.

Den 26. april kan du møde Frederik Hoppe, når han kommer ned i Brewers Inc. og præsenterer noget af sit øl, og fortæller mere om hans tilgang til ølbrygningens ædle kunst.

Læs mere på vores Facebook side.

© 2016 by Brewers Inc.